Ny udgivelse: Torben Olesen: SAMLE PÅ STILHED

Torben Olesen: SAMLE PÅ STILHED
Torben Olesen: SAMLE PÅ STILHED

Og andre samlinger

Digtsamling på 67 korte digte, som fører tanken hen på Haiku formen, men de aktuelle digte er ikke underlagt denne særlige forms strenge regler. I stedet forekommer læsningen, som en uhøjtidelig slentretur, hvor man ikke har travlt, men kan lade tankerne komme og gå, som de selv vil.

Digtene veksler mellem rene naturdigte og mere filosofiske digte, hvor temaet er tiden; fortiden – nuet – fremtiden – og selve tilstedeværelsen.

De korte digte indfanger både stemninger fra oplevede øjeblikke og fra erindrede momenter, f.eks. digtet Samle på brændte aviser, som både rummer det visuelle og lugten af brændt papir, hvor det ikke bare er papir, der brænder, men betydningsbærende bogstaver og ord.

I enkelte digte arbejdes med paradokser og modsætninger f. eks. i digtet Samle på glasskår, andre steder fastholdes magiske hverdagsøjeblikke som f. eks. i Samle på vindueskarme. Mange af digtene er gennemlyst af en rar form for stille humor f.eks. Samle på smilehuller.

De mange filosofiske digte udforsker det paradoksale i nu’et, som jo er væk og blevet til fortid, inden man får set sig om. Der er mange eksempler på dette f.eks. Samle på tid nok, Samle på pyramider og Samle på forsinkelser.

Selvom digteren er på spil overalt i digtene, er ordet Jeg markant fraværende. Ved brugen af den indledende grammatiske navnemåde, bliver teksten almen, bredt tilgængelig og appellerende, alt er sanset, erindret, filtreret, formuleret og udtrykt af ét menneske, samlet i poetisk formidling.

For mange læsere vil der være en bred klangbund, hvor digtenes ord giver resonans eller genlyd. De mange linjebrud appellerer til langsom læsning og tilegnelse. For den lydhøre læser kan disse digte være ren meditation over livet og døden, glæden og sorgen, lyset og mørket og meget mere.

At samle på smilehuller/som man/ kan falde ned i/ hvis man/ ikke /ser sig for/ og brække/
sine alvorlige rynker/ og ende i gips/ fra hoved til fod/ som en anden snemand.


SAMLE PÅ STILHED

Bogen er på 70 sider og koster 160 kr. inkl. moms. SAMLE PÅ STILHED udkommer den 1. december.
ISBN 978-87-94227-62-9

Ny udgivelse: Karen Kolmos: Smilet sidder i fødderne

Karen Kolmos: Smilet sidder i fødderne
Karen Kolmos: Smilet sidder i fødderne

Med denne underfundige titel sender novelle-debutanten Karen Kolmos læseren ind i et univers, hvor man kommer rundt i verden. Det være sig en provinsflække i Sønderjylland, metropolen Berlin eller på rejse et andet sted i Europa.

Forholdet mellem unge og voksne samt begrebet tid er nogle af de gennemgående temaer for de ni noveller. Fælles for personerne er, at de er bundet af tiden. Fortiden er til stede, uanset hvad man forsøger at stille op med den. Kan man hage sig fast ved det gode, fornægte problemer, eller …?
Derved byder teksterne på facetterede psykologiske portrætter, hjulpet på vej af en vekslen mellem første- og tredjepersons fortællere.

Hun havde aftalt med Bronagh, at de bare skulle mødes på vestkysten. Der var ingen grund
til at blive i storbyen under optakten til den årlige konfrontation. Så hellere ses i den friske
vind under den store blå himmel over Atlanten. Hun glædede sig til at vandre. Bare gå,
formålsløst og tavst. Sammen med Bronagh, det lille, alvorlige menneske med de mørke
øjne. Bronagh, som ikke sagde, hvad hun følte, men blot lod omgivelserne mærke sin
holdning gennem det usagte. (Novellen Når svalerne flyver lavt)


Smilet sidder i fødderne

Bogen er på 112 sider og koster 180 kr. inkl. moms. Smilet sidder i fødderne udkommer den 7. november.
ISBN 978-87-94227-53-7

Ny udgivelse: My: Fra Patient til Menneske

My: Fra Patient til Menneske
My: Fra Patient til Menneske

– at tage magten tilbage i eget liv

“Fra Patient til Menneske – at tage magten tilbage i eget liv” er skrevet af en modig kvinde. En kvinde som med denne bog tydeligt viser, at det psykiatriske system ikke er for sårbare sjæle.
Formen er fakta. Men sanseindtryk i poesiform og vidunderlig humor letter emnet for ikke fagpersonlige mennesker.
Den er fortløbende – men i spring. Og så er den utroligt smuk! Den passer godt til denne fortælling – som er fakta – og som beder læseren om at forstå – med alle sanser åbne.


Fra Patient til Menneske

Bogen er på 222 sider og koster 240 kr. inkl. moms. Fra Patient til Menneske udkommer den 1. november.
ISBN 978-87-94227-60-5

Henrik Olsen: Fyrstens fald – nu i 2. oplag

Henrik Olsen: Fyrstens fald
Henrik Olsen: Fyrstens fald

Spændingsroman fra Danmarks jernalder

Danmarks jernalder er en skatkiste af ufortalte dramaer. Nu er fortællingen om en af de mægtige jernalderfyrster blevet levendegjort i Henrik Olsens debutroman ’Fyrstens fald’, som udkommer på Forfatterforlaget Attika. Det er en roman om jernalderens magtforhold, samfundslivet og menneskeskæbner for 1800 år siden.

Med spænding, humor og et sprudlende sprog bringer Henrik Olsen os tilbage til 200-tallets Danmark i sin debutroman ’Fyrstens fald’.

Livet var barskt, og kampen om magten hård i Danmarks jernalder. Det vidner det rige gravfund af ”Fyrsten fra Ishøj” om – et fund, som har inspireret forfatteren Henrik Olsen til at skrive romanen Fyrstens fald. Det velbevarede skelet, som er udstillet på Kroppedal Museum, viser voldsomme skader, der afslører, at den fornemme fyrste faldt i blodig kamp.

Romanen fortæller om drengen Isulf, som vokser op i Hedeland – det som nu er Københavns vestegn. Vi følger hans militære optræning i Romerriget, og hvordan han ad omveje bliver fyrste over hele det nordøstlige Sjælland.

I et andet spor følger vi Aslak – en høvdingesøn – som må flygte fra Hedeland sammen med sin mor, da faren bliver myrdet. Aslak falder som ung i kløerne på en flok jyder og må i mange år leve en kummerlig tilværelse som slave på samfundets absolutte bund. Langt senere søger han tilbage til Hedeland, og Aslaks og Isulfs skæbner flettes sammen på slagmarken, hvor de side om side kæmper mod en fælles fjende fra øst.

Romanen tager udgangspunkt i virkelige fund fra jernalderens Danmark og kæder dem sammen til en medrivende fortælling, hvor alliancer bliver til brud og venskab avler fjendskab. Den afslører magtsygens hæslige ansigt, hævnens blinde had og kærlighedens betingelsesløse loyalitet.


Fyrstens fald

Bogen er på 448 sider og koster 299 kr. inkl. moms. Fyrstens fald udkommer den 4. august.
ISBN 978-87-94227-51-3

Ny udgivelse: Jakob Nørkov Friis: Kærlighedens væsen

Jakob Nørkov Friis: Kærlighedens væsen
Jakob Nørkov Friis: Kærlighedens væsen

Primo oktober udkommer digtsamlingen “Kærlighedens væsen” af Jacob Nørkov Friis på forlaget Attika – 10 år efter forfatterens død.
Jacob Nørkov Friis (1966-2013) var inspirator inden for spirituel udvikling og udformede sin egen Krone-Chakra Clairvoyance teori, som han holdt foredrag om i både Danmark og Spanien.

Han var medstifter af Holisticum, der arbejdede med spiritualitet. Hans tanker var en akademisk idé om universets sammenhængende kraft – ikke en religion. Han holdt en del foredrag, bl.a. på Kunst- og Kulturcenter Solvognen (der er en række links bagest i bogen), men digtene er ikke tidligere udgivet. De rummer hans tanker (kanaliseringer) om den teori, som han også holdt sine hurtigtsnakkende og alvorligt underholdende foredrag om.

Vibeke Schelbeck, som kendte, samarbejdede og rejste sammen med Jacob Nørkov Friis, beskriver ham som en mand med en sprudlende livsglæde, tro på livet og stor selvironi. Og så var han en intens og empatisk lytter.
Hun har skrevet forord, er redaktør og har tilladelse til at udgive disse digte.
Det er lokal grafiker fra Sorø, MacArthur, som står for layout og forsideillustration.
Bagest i bogen er et mindre – men pudsigt nutidigt relevant transcript – fra et af foredragene.

Fra samlingens: “Det tomme rum …”:

Kærlighedens væsen danser, når du lever i livet.
Hvor du er som en ren klar udlevende vibration.
Du danser med mit væsen …


Kærlighedens væsen

Bogen er på 52 sider og koster 150 kr. inkl. moms. Kærlighedens væsen udkommer den 2. oktober.
ISBN 978-87-94227-59-9

Ny udgivelse: Kåre Gøtzsche: Konkrete konstruktioner

Kåre Gøtzsche: Konkrete konstruktioner
Kåre Gøtzsche: Konkrete konstruktioner

og andre konstruerede digte

5 Konkrete konstruktioner/Besynderlige Personer/Tiden må man altid passe/
En kop sort kaffe/Privilegerede venners selskab/Alvorlig talt er det for meget forlangt?/
En alvorlig sag/Tidsboblens astronomiske abnormitet/Den uagtsomme morder/
Den moralske dekadences højborg/Portræt af en heldig oliven/Hvis du vejer for meget/
Fejlenes uheldige martyr/Op med humøret/Turisterne i kirken/Skizoid/Et smukt offer/
Hvad godt gør evighedens jagtmark?/Forårsfabrikken/Hulemandens elverpige/
De Venner som jeg ikke har/Adonis lidt over klokken ni/Engang var turisterne glade/
Strøget af naturen/Statsministeren fylder 50 i dag/5 Portrætter/Tag aldrig en elefant i hånden/
Hvorfor dømme glade aber?


Konkrete konstruktioner

Bogen er på 64 sider og koster 145 kr. inkl. moms. Konkrete konstruktioner udkommer den 15. september.
ISBN 978-87-94227-54-4

Ny udgivelse: Kåre Gøtzsche: Samlebåndshumanoidens fødsel

Kåre Gøtzsche: Samlebåndshumanoidens fødsel
Kåre Gøtzsche: Samlebåndshumanoidens fødsel

og andre robotinfiltrerede digte

til sidst står jeg så dér på samlebåndet og får påmonteret min
udvortes hud over det hele på nær på de nødvendige førnævnte
huller til ud- og indgange/øjne/ører og så videre og en kittelklædt
robot ved samlebåndet kickstarter mit hjerte og min kønsdrift og
tjekker lige at begge organer virker efter hensigten ligesom den
kontrollerer at min kunstige intelligens virker tilfredsstillende og
giver mig den nødvendige opfattelse af at jeg nu er blevet skabt
som et helstøbt levende humanoidindivid hvorefter jeg forventningsfuld
forlader samlebåndet med mit identitetsnummer/dato/
klokkeslæt for produktion og jeg føler mig helt overvældet/
jeg er blevet til/jeg er unik/jeg tænker/altså er jeg


Samlebåndshumanoidens fødsel

Bogen er på 56 sider og koster 145 kr. inkl. moms. Samlebåndshumanoidens fødsel udkommer den 15. september.
ISBN 978-87-94227-52-0

Ny udgivelse: Jan Brunchmann: Uden for rampelyset

Jan Brunchmann: Uden for rampelyset
Jan Brunchmann: Uden for rampelyset

”Vi tænker nok ikke så ofte over, hvor stærke kræfter der slippes løs, når en lille gruppe mennesker er intenst sammen omkring løsningen af en opgave. Og kan man forestille sig et tydeligere eksempel, end når en trup af amatører på nogle få uger skal skabe et kreativt resultat: en teaterforestilling.


Det kan godt gå hen og ende lykkeligt. Det gør det heldigvis ofte. Men det kan også gå grueligt galt. Det gør det jævnligt. Det gjorde det i vores tilfælde. Alligevel, at det skulle ende med, at en af os blev myrdet, og at en anden af os var skyldig, det havde jeg aldrig forestillet mig. Og bestemt heller ikke den betydning, det skulle få for mig selv, på ondt – og godt.”

Sådan begynder Marianne K. Mogensens beretning (fortalt af Jan Brunchmann) om opsætningen af Mordet i Biblioteket på det amatørteater, hvor hun var en af skuespillerne. Stykket er skrevet af teatrets egne medlemmer. En af skuespillerne rager et stykke op over de andre i talent men har også nogle rigtig kedelige karaktertræk, og bag kulisserne – uden for rampelyset – gør han livet vanskeligt for sine medspillere, både under opsætningen af stykket og senere i livet.

Jan Brunchmann har skrevet en underholdende, spændende og tankevækkende roman om forholdet mellem mennesker. Selvom der både er et mord og en opklaring, er det ikke det, der er i centrum, men derimod hvordan mennesker påvirker hinanden – på godt og ondt. Romanen sætter også spørgsmålstegn ved sandheden, og hvordan vi hver især oplever den.”


Uden for rampelyset

Bogen er på 312 sider og koster 199 kr. inkl. moms. Uden for rampelyset udkommer den 9. august.
ISBN 978-87-94227-49-0

Ny udgivelse: Leif Ahm: Manegen rundt

Leif Ahm: Manegen rundt
Leif Ahm: Manegen rundt

Øjeblikke i dødsdromen

Tag med på turen manegen rundt i livets tillokkende og forskrækkende dødsdrom. Føl suset, når du drøner rundt og rundt på dromens lodrette, spejlblanke vægge. Mærk fryden og angsten og begejstringen, når du drejer på motorcyklens håndtag og giver den gas.

I 26 digte – både lyriske og nok så fortællende knækprosa – skildres som i en forrygende tankevrimmel både meget personlige øjeblikke i et langt livsforløb og mere underholdende oplevelser i et spændende og omskifteligt journalistliv.


Manegen rundt

Bogen er på 126 sider og koster 198 kr. inkl. moms. Manegen rundt udkommer den 15. august.
ISBN 978-87-94227-48-3