En kritisk skildring af moderne sport
For snart 60 år siden udgav Jørgen Leth sine ikoniske Sportsdigte. Meget er sket siden, og Sportsnoveller giver et højaktuelt indblik i skyggesiden af moderne sport.
På den ene side skaber sporten glæde og samhørighed. Milliarder af mennesker ser sport hver eneste dag, og ved store begivenheder som Vinter-OL følger folk med over hele verden. På den anden side er sporten forbundet med større politisk og økonomisk magt end nogensinde. Professionel sport er styret af penge, og i det 21. århundrede har sportskapitalismen udviklet sig til en global tøj-, udstyrs- og underholdningsindustri, som har enorme konsekvenser for klimaet, miljøet og fattige og udsatte mennesker i verden.
Samtidig er sportsverdenens sprog og logikker, som grundlæggende bygger på krigens, i stigende grad styrende for den måde, vi lever og indretter vores samfund på. Vi konkurrerer hele tiden mod hinanden i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Vi konkurrerer også om at være perfekte på sociale medier, og ingen af os siger fra, selvom det gør os syge.
Det er disse forhold og tendenser, Sportsnoveller sætter kroppe, ansigter og skæbner på. Gennem skildringer af sportsgrene som tennis, fodbold og Counter-Strike – og af migrantarbejdere i Qatar, syersker i Bangladesh og pressede unge i den danske gymnasieskole – retter de lyset mod bagsiden af medaljen.
Sportsnoveller
Bogen er på 103 sider og koster 195 kr. inkl. moms. Sportsnoveller udkommer den 27. februar.
ISBN 978-87-75281-52-7
