Frida Sigurth: hudsult
Udgivet: 2019
ISBN: 978-87-7528-955-4
Antal sider: 56
Pris: 145,00 kr.
Ung debutant udgiver digtsamling om jagten på kærlighed.
Den unge digter Frida Sigurth debuterer med sin digtsamling “hudsult” gennem forlaget Attika.
“Hudsult” er en kronologisk række digte der beskriver et ungt menneskes søgen efter tosomhed, omsorg og sex. Samlingen handler også om at søge væk fra disse ting og undgå relationshierakiets bestemmelsesret over mennesket.
Samlingen er skrevet på en rejse til Buenos Aires, men handler mest om digterens oplevelser hjemme på Amager. Frida Sigurth er før udgivet i en antologi men “hudsult” er hendes første egenhændige værk. Værket indeholder 36 digte. Hvert digt beskriver en ny periode eller oplevelse der sammen leder til konklusionen “min hud er sulten”.
Samlingen forsøger ikke at gøre op med konservative ideer om køn eller parforhold, men den forsøger bestemt heller ikke at bevare dem.
Samlingen har til formål at være så pinligt ærlig, at alle læsere kan se en snert af sig selv i den. Samlingen stiller ligeledes relevante spørgsmål. Møder jeg nogensinde en der ikke er forkert?
Hvorfor vågner man altid ved siden af en mand og aldrig en sæbekassebil? Hvad kan man bruge en diagnose til i praksis?
Frida Sigurth debuterer med sin digtsamling “hudsult” der på kronologisk vis fortæller historien om et ungt menneskes vildfaren i jagten på kærlighed. Samlingen er selvbiografisk og ugenert blottende.