Torsten Tranum Rømer: Skyggerosen og andre fortællinger om Jan

Torsten Tranum Rømer: Skyggerosen og andre fortællinger om Jan
Torsten Tranum Rømer: Skyggerosen og andre fortællinger om Jan
Udgivet: 2021
ISBN: 978-87-7528-981-3
Antal sider: 104
Pris: 150,00 kr.


Jan er en mand, lige så normal og lige så unormal som de fleste andre. Hans liv er ikke helt let, men heller ikke meget svært. Og så er Jan sky af natur, selvom han egentlig ret godt kan lide mennesker.

Jan og Ole følges ad gennem barndommen, men i løbet af gymnasietiden, i slutningen af tresserne, glider de fra hinanden, og Birthe dukker op. Efter gymnasiet forfølger Jan drømmen som roer, mens Ole opfyldes af revolutionære tanker.

I de ni noveller, der kan læses separat, og som tilsammen udgør en fortælling om Jan, hører man også om en ekspræsident fra Latinamerika, en brugsuddeler fra Vangede, og om hvordan Jan som ældre gymnasielærer lægger en overraskende plan for at hjælpe en elev i knibe.

Skyggerosen og andre fortællinger om Jan, handler om medgang og modgang, kærlighed og ensomhed, kamp, sejr og nederlag samt om at overlade roret og gribe det igen. Jan og de andre personer som indgår i fortællingerne både skaber og griber omstændigheder der har betydning for deres liv, præget af omgivelserne og den tid de lever i, og som ofte fører til en uventet drejning.

»Aldrig mere?«, spørger jeg da vi siger farvel i døren.
»Måske«, svarer Ole og smiler vemodigt. »Nogle ting kommer ikke igen«, tilføjer han så. Hans hånd hviler på den afskallede dørkarm. Sådan stod han også når jeg skulle hjem efter at vi havde leget, dengang i Vangede.
»Hvis ikke, må du have det godt«, siger han så tøvende.
»Det må du også«, svarer jeg og afrunder: »Barndommen kan ingen tage fra os«.
Ole nikker. »Det er rigtigt, Jan. Det er sådan det er«.


Forfatteren, Torsten Tranum Rømer, startede med at dyrke kajak på eliteplan da han var 12 år og har i en årrække i slutningen af halvfemserne og starten af nullerne tilhørt verdenseliten i kajak. Da han, som 23-årig lagde kajakken på hylden, var det for at søge nye udfordringer. Efter de første tre år af fysik- og matematikstudiet på Københavns Universitet gik turen til Sydamerika, hvor han bl.a. arbejdede tre måneder som frivillig engelsklærer i slummen uden for Lima og på en lille ø i Titicacasøen. Efterfølgende gik turen, som en del af fysikstudiet, til Baskerlandet. At han endte som gymnasielærer var måske en tilfældighed. I hvert fald var SU’en sluppet op, og han stak hovedet ind på det lokale gymnasium for at høre, om de havde brug for en vikar. Det havde de, og han blev hængene, indfanget af glæden ved at videregive et fag, han brænder for.
Skriverierne begyndte et par år, før han blev far til den første, ud af i alt tre børn, og er indtil videre kulmineret med denne udgivelse, der har været undervejs i godt ti år og som fik sin nuværende form, da han med familien boede et år i Frankrig. Her fik han tid til at tænke, over det han har set, og det han har prøvet.
Velsagtens lidt som Jan, Ole, Birthe, Karlsen, ekspræsidenten og de andre vi møder i Skyggerosen og andre historier om Jan.


Læseprøve på 1. kapitel findes her.