Birgitte Fjeldsøe Beck: STØV EFTER CYKLEN
Udgivet: 2024
ISBN: 978-87-94227-80-3
Antal sider: 64
Pris: 160,00 kr.
38 digte starter i lyset en sommernat og skriver sig som i en cirkel gennem året frem mod næste års midsommer. Undervejs gør digtene ophold i lys og lyde, efterårsstorme, fugle, blomsterkranse, højtider, liv der ophører, erindringer, samvittighed og gru. Digtene bor i naturen og anerkender vores afhængighed af den naturlige verden i al sin eufori. Nogle af dem søger blot at være et øje, der ser. Andre er undersøgende, på udkig efter et slags kompas, eller forholder sig reflekterende – som i det mere selvbiografiske digt PLET.
Stilmæssigt hører mange af digtene hjemme i ’language poetry’ eller ’sprogdigtning.’ Sprogdigtning er bl.a. karakteriseret ved, at det er sproget og sproget alene, som genererer og skaber virkeligheden.
… Gud bor nok i planter og grene
Vi er
over orme og mos
Orme og mos… flisepest… engang roser
Bli’r afskåret til fest
Festen kommer af jord med blomster der kommer op af denne
sang
som krystal klang
Birgitte er uddannet etnograf, delvist ved Århus Universitet og University of Colorado, USA og har også i 2022 færdiggjort et år på Gladiatorskolens 1-årige forfatteruddannelse i Århus.
I voksenlivet har hun boet i årrækker i Colorado, og ind imellem det på Djursland, hvor hun bor i dag med sin mand gennem mange år og snart voksne søn. Hun har altid haft interesse i musik og billedkunst og spiller i bandet De Fermenterede. Naturen er forfatterens kirke, og hunden den daglige makker på vandring. Og familien og venner, et anker.