Alle indlæg af wgh

Ny udgivelse: Torben Pedersen: Mit livs drama – set fra kulissen

Torben Pedersen: Mit livs drama – set fra kulissen
Torben Pedersen: Mit livs drama – set fra kulissen

Bogen er en hudløs ærlig beretning fra et råt teatermiljø, hvor skuespilleren og reklamemanden Torben Pedersen går helt tæt på teaterbranchen, dens vilkår og dens beslutningstagere, hvor man får et sjældent – og til tider rystende – indblik i, hvad der foregår ude i kulissen.

Bogen er en fortælling om, hvordan det gik helt galt for en ung skuespiller – på trods af meget lyse karriereudsigter. Det er dog på ingen måde en bitter tudekiks, men en intens og meget morsom erindringshistorie, der har kant, holdning og noget på hjerte.

Her bliver der taget livtag med barndommens gade, den sorte skole og junglekrig i Vietnam. Læseren tages med til en dysfunktionel opvækst i et iværksættermiljø, der næsten fejler, og man inviteres med til store kunstneriske oplevelser, elitesport og hippiekultur – og til hvordan et meget ungt menneske nærmer sig et professionelt teaterliv – og hvad der siden skete, da drømmen udviklede sig til en barsk og tankevækkende virkelighed.

Bogen kan vel bedst beskrives som en autentisk, litterær skæbnefortælling fra teatrets verden. Historien fungerer samtidig som en kritisk kulturhistorisk tidsrejse op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne, med flere parallelle spor, der karakteriserer udviklingen og tidsånden for perioden, og som formede forfatteren til en ung talentfuld skuespiller.

Man vil møde skribenten i tæt – og ofte konfliktfyldt – samarbejde med en række af dansk teaters største profiler, herunder Lisbet Dahl, Morten Grunwald, Jens Okking, Waage Sandø, Karen-Lise Mynster, Elin Reimer, Kirsten Lehfeldt, Jannie Faurschou, Puk Elgård, Bjørn Puggaard-Müller, Ulla Jessen, Kai Løvring, Susanne Breuning, Jørgen Buchhøj, Jan Hertz, Ole Thestrup, Willy Rathnov, Birthe Backhausen og mange flere.

Foruden en del teaterroller har forfatteren spillet med i Rottefælderevyen, Morskabsteatrets vinterrevy, Cirkusrevyens 50-års jubilæumsrevy og instrueret og medvirket i tre Gillelejerevyer samt i Køge Revyen. I 1986 blev han udtaget til at optræde i Revyernes Revy.

Mit livs drama – set fra kulissen er både en farverig kærlighedserklæring til teatret og et retrospektivt opgør med et teatermiljø, der er underlagt ganske bestemte normer og adfærdsmønstre.

Bogen er på 431 sider og er rigt illustreret med billeder og tegninger fra de mange teaterforestillinger og revyer.


Mit livs drama – set fra kulissen

Bogen er på 431 sider og koster 299,95 kr. inkl. moms. Mit livs drama – set fra kulissen udkommer den 31. august.
ISBN 978-87-75282-33-3

Ny udgivelse: Margrethe Schmidt: I stykker

Margrethe Schmidt: I stykker
Margrethe Schmidt: I stykker

Forfatter Margrethe Schmidt har udgivet en stærk bog om skyld, skam, kærlighed og bedrag og alt det, vi gør for at overleve. I stykker er en roman, der går til kanten og længere for at få samlet mennesker og handlinger til et helt stykke.

Astrid vokser op på en gård i Nordjylland. Da hun bliver sat til at passe sin lillesøster, Maj, vil hun hellere spille klaver. Maj går derefter ud til køerne og drukner i deres drikketrug.
Ulykken er ikke Astrids skyld. Men hun tager den på sig, og den kommer til at præge hele hendes liv. Fra de mange forelskelser og forhold, hun kaster sig ud i, til den maniske besættelse af Carl, en berømt musiker og komponist.
Astrids liv er gået i stykker, men desperat forsøger hun at samle det sammen, så hun kan blive hel igen.
Parallelt følger vi Carl, musikeren, som har fået alt og alligevel mister alt, og Aske, Astrids søn, der forlanger svar på, hvorfor Astrid blev, som hun blev – og dermed også et svar på, hvorfor Aske selv blev til Aske.
Hver gang vi tror, at vi nu har fået et samlet stykke, undslipper sandheden både læseren og hovedpersonerne.

I I stykker bevæger Margrethe Schmidt sig mellem skyld, savn, forelskelse og besættelse og lader samtidig læseren tvivle på, hvad der er erindring, og hvad Astrid selv har skabt for at kunne leve med sine valg.


I stykker

Bogen er på 274 sider og koster 249 kr. inkl. moms. I stykker udkommer den 17. september.
ISBN 978-87-75282-65-4

Ny udgivelse: Viveca Tallgren: Tornerosesøvn

Viveca Tallgren: Tornerosesøvn
Viveca Tallgren: Tornerosesøvn

Psykologen Daniel Dubrovsky er vendt tilbage til sin fødeby Buenos Aires efter mange år i København. Han får en mail med beskeden om sin tidligere klient Agneta Dahlbergs død. I sin bestyrtelse over Agnetas død og deres særlige forhold finder han sagsmappen med sine notater og deres mailkorrespondance frem. Han erindrer forløbet med Agneta og hendes problematiske forhold til datteren Åse, som var grunden til hendes første konsultation. Gennem Daniels erindringer bliver vi indviet i hans forhold til Agneta og i hendes vanskelige familieforhold.
Hovedtemaet i romanen er et kompliceret mor-datterforhold, men i handlingsforløbet flettes også andre temaer om menneskelige relationer sammen. – Eksempelvis om hvad, der virker tiltrækkende og frastødende mellem mennesker?
Et gennemgående og overordnet tema er Tornerosesymbolikken, som i romanen også er illustreret af prærafaelitten Edward Burne-Jones’ fængslende maleri The Rose Bower – den sovende Tornerose.


Tornerosesøvn

Bogen er på 147 sider og koster 195 kr. inkl. moms. Tornerosesøvn udkommer den 27. august.
ISBN 978-87-75282-57-9

Ny udgivelse: Karen Bach Jacobsen: Et andet menneske

Karen Bach Jacobsen: Et andet menneske
Karen Bach Jacobsen: Et andet menneske

Romanens vigtigste handling udspilles over flere år fra omkring århundredeskiftet og frem til tiden lige før Corona. I en tid præget af store forandringer drømmer Jens om at bryde ud af sin skal, at blive en anden og et mere kapabelt menneske end den han er, men kan man overhovedet blive et andet menneske og selv hvis det lykkes, er det så det, der er svaret på hans store udfordring?


Et andet menneske

Bogen er på 269 sider og koster 270 kr. inkl. moms. Et andet menneske udkommer den 20. august.
ISBN 978-87-75281-91-6

Ny udgivelse: Rasmus Lund: Undskyld, mor

Rasmus Lund: Undskyld, mor
Rasmus Lund: Undskyld, mor

En roman om sextortion

Hvordan føles det, når en sexafpresser har nøgenbilleder af dig? Hvad gør du, når han truer med at sende dem til alle dine venner?

Rasmus Lunds nye roman Undskyld, mor handler om unge mænds værste mareridt. Romanen skildrer den indadvendte studerende Frej, der bliver udsat for sextortion. Frej bliver kontaktet sent om aftenen, og han kæmper for at holde hovedet koldt. Han ved ikke, hvad han skal gøre, og læseren følger hans forsøg på at tackle situationen.

På den ene side handler Undskyld, mor om konsekvenserne ved at være offer for sextortion. Tidligere i år viste tal fra NSK og en rapport fra Red Barnet, at stadig flere danske børn og unge bliver snydt, truet og manipuleret af sexafpressere. Afpresningen rammer overvejende drenge og unge mænd, og i USA har sextortion resulteret i en lang række selvmord.

På den anden side handler romanen om de sociale, kulturelle og politiske grunde til, at sextortion er opstået som fænomen og fortsætter med at vokse i omfang. Selvom porno fylder meget for enormt mange mennesker, er det stadig ekstremt tabubelagt. Sexafpresningen lever af vores udskamning af porno og onani, og samtidig er den udtryk for social og global ulighed. De kriminelle bagmænd er kyniske, men den systematiserede og voksende sextortion-industri, der presser unge vestlige mænd til selvmord, drives primært i fattige lande som Nigeria og Filippinerne.

Selvom det især er drenge og unge mænd, der snydes og afpresses, handler romanen også om kvindelige ofre for chikane og deling af billed- og videomateriale uden samtykke. Stadig flere unge kvinder udsættes for hævnporno, og på grund af kunstig intelligens er det blevet nemmere at chikanere og true med deepfakes og manipulerede billeder og videoer.

DR og andre danske medier har inden for de seneste måneder sat fokus på sextortion som problem og fænomen. Undskyld, mor er et skønlitterært forsøg på at gøre det samme. Romanen handler om porno, skam og afpresning, men også om ensomhed, kærlighed og savn.


Undskyld, mor

Bogen er på 120 sider og koster 199 kr. inkl. moms. Undskyld, mor udkommer den 18. juni.
ISBN 978-87-75282-50-0

Ny udgivelse: Nickolaj Kroghly: Regneormen Gorm

Nickolaj Kroghly: Regneormen Gorm
Nickolaj Kroghly: Regneormen Gorm

tæller til 20

Med illustrationer af Ulrik Lavtsen

En børnebog der forener fortælling og matematik
Regneormen Gorm er en humoristisk og poetisk fortælling, der bevæger sig mellem fantasi og læring og har sit udspring direkte i klasseværelset.

Gorm er en regnorm, der elsker at tælle. Desværre kan han kun tælle til 10. En dag, da ormehullet oversvømmes af regn, begiver Gorm sig ud i regnskoven for at lære at tælle til 20. Det er dog ikke så nemt, da Gorm meget let bliver forstyrret.
Undervejs møder han både sjove, sære og farlige væsener, som hver især hjælper ham videre i talrækken fra 11 til 20.
Udover talforståelse og optælling berører bogen også temaer som venskab, mod og motivation. Tælling bliver her ikke blot et mål, men en del af selve handlingen – og en måde at skabe ro, overblik og mod på – i en verden fuld af forstyrrelser.


Regneormen Gorm

Bogen er på 56 sider og koster 220 kr. inkl. moms. Regneormen Gorm udkommer den 10. juni.
ISBN 978-87-75282-01-2

Ny udgivelse: Mona Larsen: Græsstrået, når det fløjter efter din sjæl

Mona Larsen: Græsstrået, når det fløjter efter din sjæl
Mona Larsen: Græsstrået, når det fløjter efter din sjæl

Græsstrået, når det fløjter efter din sjæl, bevæger sig mellem fantasi og fakta og forholder sig til tiden og til naturen i videste forstand.

Ethvert græsstrå ved, at naturen kæmper og udfordres midt i verdens kaos. Og når vinden fløjter i græsstrået, er det for at huske skyerne, som de formede sig engang, helt af sig selv.

Kommer du i tvivl om, hvordan du skal lytte til ordene, skal du vide, at der bag det lyriske jeg, findes en dynamisk person, der fornemmer perspektivet fra det, der var, til det der må komme af selve fremtidshåbet.

Ja, vejene er mange. Med musikken, sangene, der aldrig forlod hende, i rygsækken, og med alle billederne, også dem hun selv maler, er hun aktuel med sin 4. digtsamling, for i fortsættelsen af den kunstneriske proces, at udleve den søgende sjæl hun besidder. Og der er selve sagen.


Græsstrået, når det fløjter efter din sjæl

Bogen er på 56 sider og koster 150 kr. inkl. moms. Græsstrået, når det fløjter efter din sjæl udkommer den 29. april.
ISBN 978-87-75281-81-7

Ny udgivelse: Arne Ziebell Olsen: Celluloid – strimler

Arne Ziebell Olsen: Celluloid – strimler
Arne Ziebell Olsen: Celluloid – strimler

– fortællinger

Hvad laver Lady Gaga midt på H.C. Ørstedvej en sommer eftermiddag?

Hvad sker der for den kræftsyge og terminale Elisabeth, da hun lukker den fremmede, unge Danny ind i sit hjem?

Hvorfor er Frederiksen pludselig omringet af ulve på torvet i den lille landsby?

Hvorfor går Jørgen, med makeup, ned i Netto i sin afdøde kones tøj?

Hvordan skal det gå sylfiden, der mister balancen midt i springet?

Hvorfor spytter den enorme kvinde sin kvaste mobil ud på jorden sammen med en masse blodige tænder?

Hvorfor mister kirkesangeren pludselig sin stemme?

Hvorfor vil Norh gerne se oldefars tatoverede tal på underarmen, og jødestjernen i skuffen?

Hvorfor tænder Flemmings kæreste et bål midt på gulvet i soveværelset?

Alle er bange for den gamle original Hedvig, men ikke Malthe, som går i tredje klasse.

Hvad gør, at teenageren drages mod Ørstedsparken om natten?

Da den unge kvinde sætter sig ind på bagsædet i taxien sker der noget skelsættende …

”Indtil du gør det ubevidste bevidst, vil det styre dit liv, og du vil kalde det skæbne.”
– C.G. Jung

Mennesker mødes på kryds og tværs og nye virkeligheder opstår i denne samling fortællinger …


Celluloid – strimler

Bogen er på 136 sider og koster 200 kr. inkl. moms. Celluloid – strimler udkommer den 21. april.
ISBN 978-87-75281-97-8

Ny udgivelse: Torben Olesen: Tid til en omvej

Torben Olesen: Tid til en omvej
Torben Olesen: Tid til en omvej

Bogen består af 75 lyriske tekster, organiseret efter årstallene 1950-2025.
Forfatteren erindrer én begivenhed fra hvert af sine leveår, så der er på en måde tale om erindringer, dog ikke i gængs forstand, man kan snarere tale om uventede erindringer!

I den allersidste tekst fra 2025 forklarer forfatteren sin metode: og jeg vil bruge efterbillede metoden/som i al korthed består i/at når man kaster en rød cirkel/op på en hvid væg/ser på den og efter nogle øjeblikke slukker for den/så danner øjet selv en cirkel i modfarven/i dette eksempel en grøn cirkel/altså/jeg kaster et årtal op på erindringens væg/kigger lidt på det og slukker for det/hvad er det så for en erindring der dukker op/ til min overraskelse/noget andet end jeg forventede.

Det er disse uventede og overraskende erindringsbilleder, der giver bogen sin særlige tone, og hæver teksterne fra erindringer til et litterært eksperiment, der giver læseren mulighed for at lægge sine egne livserfaringer og livsvalg ind i teksterne.

Fra hvert leveår fra 1950 er der noteret personlige ting, ofte sammen med store begivenheder ude fra verden. Det sætter de personlige ting i relief og giver læseren mulighed for at forstå fortællerjegets valg i livet.

Læsere på samme alder som forfatteren vil genkende mange ting, som også har spillet en rolle i deres liv. Der er præcise beskrivelser af lokaliteter, musikere, albums, koncerter, samtidig litteratur, politiske begivenheder, farver og sansninger, som forlener oplevelserne og beskrivelserne med en høj grad af autenticitet.
Yngre læsere vil kunne spejle deres egen situation og omstændigheder i en anden tids vilkår og muligheder.


Tid til en omvej

Bogen er på 130 sider og koster 189 kr. inkl. moms. Tid til en omvej udkommer den 27. marts.
ISBN 978-87-75281-83-1

Ny udgivelse: Claus Holm Thomsen: Kvinden der ville være fugl

Claus Holm Thomsen: Kvinden der ville være fugl
Claus Holm Thomsen: Kvinden der ville være fugl

Kvinden der ville være fugl skildrer et nyt kærlighedsforhold mellem to mennesker i fyrrerne: Hvordan giver man sig hen til et andet menneske hvis man aldrig helt har turdet være sig selv?
Og hvad sker der når fortidens skygger blander sig i forelskelsen?
Handlingen foregår over en uge hvor hovedpersonerne bevæger sig mellem ømhed, begær, tvivl, håb og selvdestruktion.

Romanen bæres af intense dialoger og indre monologer. Formen er enkel – det følelsesmæssige landskab er komplekst.

Med poetisk præcision undersøger Claus Holm Thomsen kærlighedens paradoks: ønsket om at blive ét – og frygten for at miste sig selv.
Kvinden der ville være fugl er en roman om at turde give slip, om jalousiens og idealernes magt og om længslen efter at blive set – ikke som rolle, men som menneske.

Hun har holdt sammen på alt i al for lang tid. Koncentreret, sammenbidt.
Men nu skal hun pludselig give slip.
Falder hun fra hinanden? Opløses hun i atomer?


Kvinden der ville være fugl

Bogen er på 203 sider og koster 220 kr. inkl. moms. Kvinden der ville være fugl udkommer den 11. marts.
ISBN 978-87-75281-72-5