Ny udgivelse: Brian Strandbygaard: Landnam

Brian Strandbygaard: Landnam
Brian Strandbygaard: Landnam

Brian Rosendal Strandbygaard skriver i sin nye bog Landnam om oliekridt, gasbeholdere, sikkerhedsnåle, hooligans, evighedsmaskiner, plasticblomster og meget andet. Bogen er en blandet landhandel i ordets bedste forstand. Den indeholder både miniessays, lyriske fragmenter, erindringsglimt, introspektion, portrætter, hverdagsrapporter, små fiktioner og rejseskildringer. Teksterne er fyldt med præcise sansninger og åbent undersøgende beskrivelser. Sproget er nuanceret, tørt konstaterende og morsomt, hér og dér med overrumplende ord og sammenstillinger.

’Landnam’ betyder at tage et område i besiddelse, og forfatteren begiver sig via skriften netop ud – eller ind – i et landskab, der opstår, udforskes og gøres til hans eget gennem fastholdelsen i ord. Selv om hvert enkelt skridt kan virke selvsikkert nok, fører den samlede rute gennem et viltert landskab, der kun tages prøvende i besiddelse.

”Hendes ansigt er gennempløjet af rynker, huden er så furet, at man praktisk talt kan træde ned i den med røjsere på, skridte den af som en ager, mens man nulrer mulden mellem fingerspidserne og vurderer, hvornår det er tid til at så.”

”Når man, som jeg netop nu, bevæger sig gående gennem landskabet i februar er det hele hvidt og uden forskelle. Bortset fra midt i Ulvedyb, hvor en okse er stivnet i sin bevægelse. Kun den øverste del af ryggen er over isen, rygsøjlen blottet, kroppen udhulet fra oven. Her har mider gjort sig den umage at lave en grotte ud af dyret.”


Landnam

Bogen er på 192 sider og koster 200 kr. inkl. moms. Landnam udkommer den 16. juni.
ISBN 978-87-7528-995-0