Ny udgivelse: John Ib: Livsartisterne

John Ib: Livsartisterne
John Ib: Livsartisterne

Bogen består af 13 socialrealistiske noveller om mennesker, der i pressede situationer mærker, hvordan deres liv pludseligt eller langsomt forandrer sig. De oplever sorg og afmagt, men erfarer også at nye muligheder og livsvalg folder sig ud – familierelationer, ikke mindst far-søn-forhold, er i fokus.

Nogle gange tager livet en så voldsom drejning, at vi må finde på overraskende, afskrækkende og fascinerende løsninger, hvis vi skal overleve.


Livsartisterne

Bogen er på 128 sider og koster 160 kr. inkl. moms. Livsartisterne udkommer den 5. oktober.
ISBN 978-87-94227-06-3

Ny udgivelse: Anne-Marie Skovsgaard Frederiksen: Overgange – i livet

Anne-Marie Skovsgaard Frederiksen: Overgange – i livet
Anne-Marie Skovsgaard Frederiksen: Overgange – i livet

Digtsamling med digte, der er værd at tænke over

En lille håndfuld digte, som udtrykker almene overvejelser over store og små spørgsmål i tilværelsen. Det er ikke revolutionerende lyrik, MEN det er en samling yderst sympatiske sproglige ytringer, som en almindelig læser vil kunne læse og forstå og have stor glæde af. Disse digte er som god musik, billedkunst eller litteratur. Man skal lytte, se eller læse dem flere gange, før budskabet synker ind. Digtene handler stort set hele vejen igennem om relationer mellem mennesker. Disse empatiske digte handler om tiden, livet og døden.

Forfatter Flemming Madsen Poulsen har vurderet den litterære kvalitet og slutter responsum af med et håb om, ”at digtene vil komme i hænderne på mange læsere”.

Billedkunstner Yrsa Dunvad er bogens illustrator.

Glæde
Den lille hånd
griber fat i min
det lille menneske
går ved siden af mig
siger ikke noget
stille glæde.


Overgange – i livet

Bogen er på 60 sider og koster 199 kr. inkl. moms. Overgange – i livet udkommer den 22. september.
ISBN 978-87-94227-02-5

Ny udgivelse: Lotte Lykke Frederiksen: Ånden på Nørre Nissum

Lotte Lykke Frederiksen: Ånden på Nørre Nissum
Lotte Lykke Frederiksen: Ånden på Nørre Nissum

Ånden på Nørre Nissum er en historisk roman om en autentisk person, Adolph Laurits Hansen, der blev født i 1856 i Borup.

Selv om Adolph Laurits Hansen er søn af en fattig skomager i en lille landsby udenfor Borup kommer han til at studere på Herlufsholm og senere på teologistudiet i København. Efter at have engageret sig i den voksende storby, ender han med at rejse til Vestjylland med hovedet fuld af højtflyvende tanker. Han får bønderne med på sine ideer og etablerer på få år både en højskole og et seminarium, der stadigt ligger der i dag.

Romanen følger Adolph Laurits Hansen fra vugge til grav. Han er en noget balstyrig præst, han er bærer af en særlig ånd – en livfuldhed, en vilje til at få ting til at ske. Hans ideer viste sig at holde og den lille by, Nørre Nissum, udenfor Lemvig har nu i mere end 125 år været en dannelses- og uddannelsesby med folkeskole, tre efterskoler, en seniorhøjskole og VIA University College med både en læreruddannelse og HF.

Selv om seminariet hurtigt blev en succes, var det ikke let for Adolph Laurits Hansen. Præsten, der ellers blev kaldt Glade Hansen, havde konflikter med sine sognebørn om, hvad det ville sige at være en ægte kristen. I forbindelse med de forskellige vækkelsesbevægelser blev han kaldt både vantro og uhellig.


Ånden på Nørre Nissum

Bogen er på 634 sider og koster 350 kr. inkl. moms. Ånden på Nørre Nissum udkommer den 8. september.
ISBN 978-87-7528-997-4

Ny udgivelse: Yrsa Dunvad: Livets byggesten

Yrsa Dunvad: Livets byggesten
Yrsa Dunvad: Livets byggesten

Vi fascineres, vi drømmer om og vi længes efter – såvel kærlighed, som dybe venskaber. Og tilgangen til at forstå – til at komme tættere på disse store og udefinerbare begreber – kommer Yrsa Dunvad med en lang række eksempler på – i denne smukt illustrerede ’Coffee-table-book’
Livets byggesten – er en bog der er baseret på Yrsas egne rejse gennem livet – en rejse der har gjort hende til det store og altfavnende kærlige menneske hun er i dag – en rejse hvor hun lært at værdsætte venskabet og kærligheden. Det er ikke kommet let til hende – hun har med en stærk vilje gjort sig stor umage – umage for at forstå, for at tilgive – og hun har vandret i naturen, spejlet sig i naturen, suget naturens energi til sig – en energi som hun overfører til de mange lærreder, der hver dag kommer fra hendes hånd og hjerte.

I min verden – er rigtige venskaber – en helt unik forståelse for hinanden, en trofasthed, en opbakning, en tillidserklæring og en evig gensidig respekt for hinandens liv.
Yrsa Dunvad


Livets byggesten

Bogen er på 30 sider og koster 150 kr. inkl. moms. Livets byggesten udkommer den 20. august.
ISBN 978-87-94227-01-8

Ny udgivelse: Susan Skovborg Roed: Duften af krysantemer

Susan Skovborg Roed: Duften af krysantemer
Susan Skovborg Roed: Duften af krysantemer

– Taoistiske digte

I denne sin 9. digtsamling tager Susan Skovborg Roed læseren med på en rejse til Kina – det Kina, der var, før bilerne og kapitalismen for alvor tog over. Rejseoplevelsen blandes med indslag om den taoistiske filosofi.

Om bogens indhold skriver Flemming Madsen Poulsen i sin vurdering af bogen:

”Digtene gengiver indtryk af mennesker og omgivelser fra en tur til Kina (Beijing og Xian-området) i 1990’erne. Der er overvejelser over tingenes tilstand, aktuelt og historisk samt ikke mindst i lyset af taoistisk filosofi og livs- og menneskesyn. Resultatet er en række fine digte, alle i et roligt sprogligt stilleje, og de fleste præget af den rejsendes positive nysgerrighed. Som læser trækkes man med til Den forbudte By, de store parker med blomstrende træer og buske, markedsgaderne eller de trange interiører i de gamle og små bebyggelser, hutongerne. Man fornemmer farverne og duftene, alt sammen krydret med afsnit om taoistisk filosofi og verdensopfattelse, meddelt på en fin og aldrig overpædagogisk måde”.


Duften af krysantemer

Bogen er på 76 sider og koster 190 kr. inkl. moms. Duften af krysantemer udkommer den 12. august.
ISBN 978-87-7528-998-1

Ny udgivelse: Tove Pilgaard: Floderne

Tove Pilgaard: Floderne
Tove Pilgaard: Floderne

I 2018 udgav Tove Pilgaard den fine lille erindringsbog ”Tiden”, hvori hun med udgangspunkt i en opvækst under kriser og besættelse tænkte tilbage på de begivenheder og drømme, som gennem tiden havde præget hendes liv. Selv om teksterne formelt handlede om forfatterens liv og levned, var ”Tiden” fuld af almene betragtninger og tanker om livet og døden og meningen med det hele.
Med ”Floderne” skriver Tove Pilgaard videre om de store spørgsmål i tilværelsen.

Udgangspunktet er de personlige overvejelser over livets tilskikkelser på godt og ondt. Det er overvejelser, hvori enhver læser vil kunne se sig selv. Udtrykket floderne henviser til de floder, der gennemstrømmer universet, sådan som det er kendt fra den græske mytologi, men forfatteren bruger disse floder og deres symbolske betydning til at spejle de livsvilkår, som møder enhver nutidig læser, for hvem livet altid har en dynamik – ganske som floderne.

”Floderne” er et klassisk eksempel på, hvordan man skaber god essayistik.


Floderne

Bogen er på 48 sider og koster 130 kr. inkl. moms. Floderne udkommer den 11. august.
ISBN 978-87-7528-999-8

Ny udgivelse: Poul Erik Hornstrup: Urimeligheder

Poul Erik Hornstrup: Urimeligheder
Poul Erik Hornstrup: Urimeligheder

“Urimeligheder” er noget så urimeligt anakronistisk som rimede vers, udsprunget af forfatterens fascination af sproget og leg med dets muligheder, men også kommentarer til tidens mere eller mindre absurde fænomener.
Forfatteren insisterer på, at teksterne ikke er digte, og begrunder det med, at han selv kan forstå dem.
Bogen består af 5 afsnit med hver sin ”slags” tekster.
Et eksempel fra afsnittet ”Vildsprog”, som er en slags epigrammer:

Et bibliotek er skræmmende
lige meget hvad I siger:
Det føles altså utrygt med
så meget trykt papir!


Urimeligheder

Bogen er på 60 sider og koster 125 kr. inkl. moms. Urimeligheder udkommer den 9. august.
ISBN 978-87-7528-987-5

Ny udgivelse: Brian Strandbygaard: Landnam

Brian Strandbygaard: Landnam
Brian Strandbygaard: Landnam

Brian Rosendal Strandbygaard skriver i sin nye bog Landnam om oliekridt, gasbeholdere, sikkerhedsnåle, hooligans, evighedsmaskiner, plasticblomster og meget andet. Bogen er en blandet landhandel i ordets bedste forstand. Den indeholder både miniessays, lyriske fragmenter, erindringsglimt, introspektion, portrætter, hverdagsrapporter, små fiktioner og rejseskildringer. Teksterne er fyldt med præcise sansninger og åbent undersøgende beskrivelser. Sproget er nuanceret, tørt konstaterende og morsomt, hér og dér med overrumplende ord og sammenstillinger.

’Landnam’ betyder at tage et område i besiddelse, og forfatteren begiver sig via skriften netop ud – eller ind – i et landskab, der opstår, udforskes og gøres til hans eget gennem fastholdelsen i ord. Selv om hvert enkelt skridt kan virke selvsikkert nok, fører den samlede rute gennem et viltert landskab, der kun tages prøvende i besiddelse.

”Hendes ansigt er gennempløjet af rynker, huden er så furet, at man praktisk talt kan træde ned i den med røjsere på, skridte den af som en ager, mens man nulrer mulden mellem fingerspidserne og vurderer, hvornår det er tid til at så.”

”Når man, som jeg netop nu, bevæger sig gående gennem landskabet i februar er det hele hvidt og uden forskelle. Bortset fra midt i Ulvedyb, hvor en okse er stivnet i sin bevægelse. Kun den øverste del af ryggen er over isen, rygsøjlen blottet, kroppen udhulet fra oven. Her har mider gjort sig den umage at lave en grotte ud af dyret.”


Landnam

Bogen er på 192 sider og koster 200 kr. inkl. moms. Landnam udkommer den 16. juni.
ISBN 978-87-7528-995-0

Ny udgivelse: Jørn Laursen: Blæst inde yderst ude

Jørn Laursen: Blæst inde yderst ude
Jørn Laursen: Blæst inde yderst ude

Blæst inde yderst ude er en klimaroman, et drama om mennesker og deres vidt forskellige reaktioner på den katastrofe der rammer dem, under det der skulle have været en hyggelig genforening på en Skærgårds Ø. At blive isoleret under en ekstrem storm, vil altid fremme ekstreme følelser og reaktioner. Men de overvejelser og handlinger det klimaskabte drama fører med sig, tydeliggør de fire hovedpersoners forskellighed, deres holdninger og politiske ståsted. Og i sidste ende hvordan krisesituationen tackles, og hvordan de hver især kan komme videre med deres liv.

Fire personer mødes til en reunion på det kollegium, hvor de boede sammen som unge studerende. De har bevæget sig meget forskellige steder hen i livet, men selvom de nu dårligt kender hinanden, aftaler de at tage på en udflugt til en Skærgårds Ø, der ejes af Pierre, den ene af hovedpersonerne. De mødes på havnekajen, Pierre, Asger, Nadja og Jeanette alle barnløse singler og parat til at sejle ud i det, der forvandler sig fra at være idyllisk sejlads til havari i en ekstrem storm, en århundredsbegivenhed. På øen udspiller sig dramaer i sammenstødet mellem deres holdninger og livsforløb og ikke mindst da samekvinden Illona ankommer. De fire hovedpersoner er; Pierre, naturmenneske og naturvejleder, optaget af at redde naturen og verden; Asger er finansmand, som står for at skulle i retten pga. hans aktiviteter på det tvivlsomme finansmarked; Nadja er tidligere landsholdsspiller i håndbold, fysisk stærk, tidligere gift (manden omkom i en trafikulykke); Jeanette er skilt fra sin lægemand, arbejder som kropsterapeut. Fire personer, der gennem deres reaktioner, kunne være et spejl, vi kan se os selv i – og skærpe vores overvejelser over, hvor står vi selv, når katastrofen rammer, og hvor den fører os hen.


Blæst inde yderst ude

Bogen er på 304 sider og koster 260 kr. inkl. moms. Blæst inde yderst ude udkommer den 1. juni.
ISBN 978-87-7528-996-7

Ny udgivelse: Bodil Bjerring: På træk

Bodil Bjerring: På træk
Bodil Bjerring: På træk

Digtsamlingen er en fortælling om forholdet mellem menneske og natur. Om en kvinde, der forlader sit hjem for at flyve med trækfuglene hen over et fjordlandskab, og om at vende tilbage til reden.

De 33 digte er opdelt i 5 dele, der tilsammen beskriver rejsen, og hvad hun, iklædt fuglekappen, oplever undervejs. 2 digte giver et lille kig ind i digtsamlingen.

1.
fjorden er hele verden
bredderne er pauser
i landskabet

motorsave
gummigeder
hegn og træer
vælter
ikke
dagen

2.
hun ser standfugle
og deres spisemødre

vælger fuglene
på træk

mærker at være
både her og der
på samme tid
hun er trækfugl
i fremmed land
er rejsende
i eventyr

låner historier
finder skjulte ord


På træk

Bogen er på 40 sider og koster 100 kr. inkl. moms. På træk udkommer den 7. april.
ISBN 978-87-7528-993-6